mandag den 28. oktober 2013

Vi skal have bedre lærere

Jeg har en læreruddannelse, hvilket ganske sandsynligt gør mig partisk i den her sammenhæng.

Jeg har gået og tænkt lidt over tingene på det sidste. Der er snart kommunalvalg og det er ikke nogen hemmelighed at jeg partipolitisk placerer mig til venstre fra midten, alligevel er jeg i tvivl om hvor min stemme skal placeres til det kommende valg.

Selvom jeg ikke arbejder i folkeskolen vil jeg umiddelbart gerne sætte mit kryds et sted, hvor jeg stoler på at politikeren gør noget aktivt for folkeskolens kvalitet.
Min store udfordring er så - med forårets konflikt på skoleområdet i baghovedet, hvad vil det sige at gøre noget godt for folkeskolen og dennes kvalitet?

En del kandidater skriver slagord som "jeg vil arbejde for at der kommer bedre lærere i skolerne". Ærligt talt er det noget af det mest provokerende jeg kan komme på. Intentionerne er formodentligt udmærkede, men især hvis ordene kommer fra et af regeringspartiernes kandidater, så er det som en rød klud. For endnu en gang ligger der, ganske vidst mellem linjerne, en forståelse af at de nuværende lærere ikke er gode nok.

Ingen kan i udgangspunktet være imod at vi hæver kompetencerne hos lærerne, gerne gennem efter-videreuddannelse, kurser og lignende, men jeg er så træt af den konstante fortælling om lærerne som ikke gør det godt nok - og med de her mange slagord - fra politikere som er del af partier der (i mine øjne) har gjort en hel profession fortræd, svinet dem til i offentligheden og udelukket dem fra deres arbejdspladser, for at kunne gennemføre en politisk reform som skulle financieres gennem overenskomstmidler... jamen så har ellers sikkert rare og dygtige kandidater mistet chancen for min stemme.

Vi skal have en bedre skole - og vi kommer den nærmere med glade, engagerede lærere som mærker at de er værdsat. Det føler de næppe, når de hele tiden mødes med slagord der mellem linjerne fortæller dem at de ikke er dygtige nok.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar