mandag den 28. oktober 2013

Vi skal have bedre lærere

Jeg har en læreruddannelse, hvilket ganske sandsynligt gør mig partisk i den her sammenhæng.

Jeg har gået og tænkt lidt over tingene på det sidste. Der er snart kommunalvalg og det er ikke nogen hemmelighed at jeg partipolitisk placerer mig til venstre fra midten, alligevel er jeg i tvivl om hvor min stemme skal placeres til det kommende valg.

Selvom jeg ikke arbejder i folkeskolen vil jeg umiddelbart gerne sætte mit kryds et sted, hvor jeg stoler på at politikeren gør noget aktivt for folkeskolens kvalitet.
Min store udfordring er så - med forårets konflikt på skoleområdet i baghovedet, hvad vil det sige at gøre noget godt for folkeskolen og dennes kvalitet?

En del kandidater skriver slagord som "jeg vil arbejde for at der kommer bedre lærere i skolerne". Ærligt talt er det noget af det mest provokerende jeg kan komme på. Intentionerne er formodentligt udmærkede, men især hvis ordene kommer fra et af regeringspartiernes kandidater, så er det som en rød klud. For endnu en gang ligger der, ganske vidst mellem linjerne, en forståelse af at de nuværende lærere ikke er gode nok.

Ingen kan i udgangspunktet være imod at vi hæver kompetencerne hos lærerne, gerne gennem efter-videreuddannelse, kurser og lignende, men jeg er så træt af den konstante fortælling om lærerne som ikke gør det godt nok - og med de her mange slagord - fra politikere som er del af partier der (i mine øjne) har gjort en hel profession fortræd, svinet dem til i offentligheden og udelukket dem fra deres arbejdspladser, for at kunne gennemføre en politisk reform som skulle financieres gennem overenskomstmidler... jamen så har ellers sikkert rare og dygtige kandidater mistet chancen for min stemme.

Vi skal have en bedre skole - og vi kommer den nærmere med glade, engagerede lærere som mærker at de er værdsat. Det føler de næppe, når de hele tiden mødes med slagord der mellem linjerne fortæller dem at de ikke er dygtige nok.

 

onsdag den 2. oktober 2013

Tak DAB

Efter gårsdagens indlæg blev udgivet er der kommet endnu en krølle på historien.
I går modtog vi 2 breve, sendt som A-post med kopier af henholdsvis fraflytningserklæring fra benævnte ekskone - og tilflytningserklæring fra undertegnede. Begge dele sendt til min kæreste og uden mit navn på kuverten. Det synes jeg er pusseløjerligt, for i al fald den sidste kuvert omhandler mig og inkluderer dokumenter med mit cpr-nummer på.

Det sjove ved brevet om inflytningserklæringen, er at de meget nydeligt skriver:

Det er nu noteret at Mette XXX er indflyttet på adressen, vi kan dog ikke notere hende på lejekontrakten da den allerede er indgået og derfor ikke kan ændres.


......

Kære DAB

Tak fordi i bruger både mine penge og min tid så effektivt. Jeg ville ikke ane hvad jeg skulle bruge nogle af delene til ellers.
Jeg synes det er alletiders at så meget bureaukrati skal sættes igang, for IKKE at putte mig på en lejekontrakt.
Taget i betragtning at jeg siden maj 2012 har haft folkeregisteradresse på adressen synes jeg det er meget mærkeligt, at så meget omstændighed skal sættes i værk.
Jeg er spændt på om jeg næste gang jeg ringer til jer angående noget omkring vores bolig, kan få lov til at tale med jer, uden at skulle verificere mig selv - eller om i nu når i har modtaget min tilflyttererklæring vil bruge den til noget som helst?

Jeg er i øvrigt nysgerrig på om i også hvis jeg blot boede til leje hos en kammerat, ville vælge at sende mit cpr nummer til vedkommende, uden at bede mig om godkendelse heraf?

Venlig hilsen

Hende der bare er helt tosset med bureaukrati og lemfældig omgang med cpr numre


...

(Jeg har ikke sendt ovenstående tekst, forsøger bare at få lidt luft for min frustration over så meget besvær)

Jeg skulle jo bare betale regningen...

I forbindelse med at vi har fået fællesøkonomi er blevet rigtig voksne, paragtige og sat, har min kæreste skiftet bank fra Danske Bank til Jyske Bank.
Danske Bank har så som et sidste krampagtigt forsøg på at yde en service, afmeldt alle hans PBS uden at give besked videre til hverken os, eller den nye bank.
Det har betydet at vi uden at vide det ikke har fået betalt vores regninger for september til tiden.

Da vi opdagede det, var det fordi vi ikke kunne se huslejebetalingen. Det blev vi naturligvis stærkt bekymrede over og jeg kontaktede Jyske Bank som forsøgte at få tingene ordnede med Danske Bank. Danske Bank var stærkt usamarbejdsvillige, de vidste ikke noget om noget - og da slet ikke om vores PBS. De kunne ikke se hvor de var blevet af, hvilke aftaler de havde afmeldt.. eller hvor problemet i øvrigt var, for vi var jo ikke kunder hos dem.... TAK DANSKE BANK!!!

Så begyndte opgaven med at ringe til de folk vi skyldte penge.

Med de almene handelsdrivende gik alt som smurt, jeg fik bare regningerne lidt senere og udsat betalingsdatoen.
Da jeg ringede til DAB blev det dog lidt besværligt. De ville ikke sende regningen, da de alligevel sendte rykkere om et par dage... jamen okay så.. det kan jo ikke være så slemt..

4 dage efter fik vi et girokort og et brev. Et brev som orienterede os om, at vi ville blive opkrævet et rykkergebyr på 270 kr...

PBS fungerer sådan, at det ikke altid kan nå at komme med når man tilmelder det i indeværende mdr. Så selvom vi tilmeldte huslejen til PBS kunne vi ikke være sikre på at den gik igennem for oktober.
Så endnu en gang måtte jeg ringe til DAB.

Samtalen forløb som følger:

Mig: Det er Mette, jeg har nogle spørgsmål ang. min regning
Dame: Hvad er dit lejenr
Mig: *oplyser en række tal*
Dame: Hvor bor i henne?
Mig *oplyser boligforeningens navn*
Dame - nu irriteret: JA.. så skal der jo 2 nuller foran lejenummeret, ellers kan jeg jo ikke slå det op, vel?
Mig: Øh.. det vidste jeg ikke
Dame: Nå.. men så er du *navn på min kærestes ekskone*
Mig: Ehm nej.. det er jeg ikke..
Dame: *navn på ekskone* - jeg skal bruge dit cpr nummer
Mig: Jeg hedder Mette, ikke *navn på ekskone* og hvad skal du med cpr nummeret når du ved hvor vi bor? Vi skal bare have tilsendt regningen for oktober???!
Dame: Så må din kæreste jo få orden på sine ting... *ekskone* står på lejekontrakten.
Mig: Nå, men det er længe siden hun har boet der. Og jeg vil bare gerne have regningen for oktober, og undgå et rykkergebyr på 300 kr.
Dame - sur: Vi har ikke rykkergebyrer på 300 kr. det er 270 kr.
Mig:Jo.. men så 270 kr. vi vil bare gerne undgå at skulle betale det igen, for det var lidt irriterende og lidt meget. Også når årsagen var Danske Banks rod i sagerner - OG jeg havde ringet ind for at få en regning
Dame: I har ikke betalt
Mig: Det forstår jeg ikke
Dame: Jeg kan ikke se jeres betaling for september
Mig: Det synes jeg er sært, for vi har betalt girokortet
Dame: Ja, men i har ikke betalt gebyret
Mig: Hva'ba?
Dame: Ja, det skal jo betales, det slipper i altså ikke for
Mig: Nå.. men det troede jeg jo vi havde betalt
Dame: Det har i ikke
Mig: Det forstår jeg ikke
Dame: Det slipper i ikke for
Mig:????
Dame: Det ryger på næste regning
Mig: Nå.. men skal vi så betale 600 kr i gebyr for at få regningen?
Dame? Det er 270 kr
Mig: Ja.. men to gange?
Dame: I har ikke betalt..
Mig: Skal jeg betale to gange? For at få regningen for oktober? Er der så gebyr igen
Dame: Nej, det er gebyret for september. Du må læse din post ordentligt, det kommer først på oktoberregningen
Mig: Hvordan får jeg så den regning? Og er der rykkergebyr for at i sender den?
Dame: Nej, den kan jeg jo sende til din kæreste
Mig: Okay? Vil du så gøre det?
Dame: Ja, jeg kan jo ikke sende den til dig, for *navn på ekskone* står på lejekontrakten og det har din kæreste pligt til at få orden på
Mig - nu ret træt: Hvordan gør vi så det?
Dame: Ja, det er jo hans ansvar
Mig: Ja.. men nu siger jeg han gerne vil løse det.. hvad gør vi?
Dame: Han skal jo sende en fraflyttererklæring - og den skal hun skrive under på
Mig: Okay.. hvor får jeg sådan en, og hvad gør vi hvis hun ikke vil skrive under? Hun bor ret langt væk og der er en årsag til at de er skilt?
Dame: Det er det i skal. Og hvis du vil bo i lejligheden så skal du også udfylde en tilflyttererklæring...
Mig - meget træt: Okay.. sender du det så til os sammen med regningen?
Dame: Ja, jeg sender det til HAM
Mig:... okay.. så til ham...

Det viser sig ved samtale med kæresten, at da ekskonen og han blev skildt - så indsendte de dokumentation herfor til DAB, fik det skrevet i aftalen med statsamtet og flyttede folkeregisteradressen for ekskonen... det er åbenbart ikke nok til at DAB ændrer lejekontrakten.. suk..
Ekskonen har underskrevet og alt er send afsted.. men tænk at det skal være så svært at betale en regning

Tak til Danske Bank.. og tak til DAB... i har virkelig styr på servicen..